PDC Nordic & Baltic-touren 2025 blev afsluttet i weekenden, og det blev en overlegen svensk sejr, da Andreas “Didden” Harrysson tog den samlede førsteplads på Order of Merit.

Allerede inden den sjette og sidste weekend stod det klart, at Harrysson havde sikret sig en VM-plads på Alexandra Palace. Det store spørgsmål op til weekenden var derfor: Hvem skulle tage den anden billet til verdensmesterskabet?

En afslappet og velspillende Harrysson imponerede stort i den første af weekendens Pro Tour-turneringer, hvor han blandt andet kastede et gennemsnit på 103,66 i kvartfinalen mod Robert Wagner. I finalen besejrede han landsmanden Oskar Lukasiak med 6-4.

Inden søndagens afgørende runde stod det klart, at den sidste VM-plads ville blive afgjort mellem svenske Oskar Lukasiak og finske Teemu Harju. Lukasiak havde et lille forspring i tabellen, og han behøvede blot at nå kvartfinalen for at sikre sin VM-billet. I sin ottendedelsfinale mod Brian Løkken førte han med 5-3 og havde to matchpile – men misbrugte begge, hvorefter Løkken vendte kampen og vandt.

Lukasiaks tidlige exit åbnede døren for Teemu Harju, som nu havde chancen for at overhale svensken – men det krævede, at han vandt hele turneringen. Og Harju leverede. Med stærkt og stabilt udspil gennem hele dagen nåede han finalen, hvor han stod over for Johan Engström. Her fuldendte Harju miraklet og vandt – og snuppede dermed den sidste direkte VM-billet med allermindste margin. Et hjerteskærende nederlag for Oskar Lukasiak, som havde ligget i top 2 hele sæsonen, men blev overhalet i allersidste kamp.

Men samtidig en kæmpe præstation af Teemu Harju, der sikrede sin første VM-deltagelse nogensinde.

Jann Hoffmann Trophy – En ekstra VM-chance

I år afsluttes sæsonen med et slutspil – Jann Hoffmann Trophy – for de 24 bedste spillere på årets Order of Merit. Turneringen spilles i Danmark fra den 3.-5. oktober, og byder på store præmiepenge samt endnu en VM-plads til vinderen.

Hvis enten Andreas Harrysson eller Teemu Harju vinder slutspillet, går VM-pladsen i stedet videre til Oskar Lukasiak.

Seedede spillere (starter i runde 2):

  • Andreas Harrysson

  • Teemu Harju

  • Oskar Lukasiak

  • Marko Kantele

  • Valters Melderis

  • Johan Engström

  • Darius Labanauskas

  • Daniel Larsson

Useedede spillere (starter i runde 1):

  • Jonas Masalin

  • Cor Dekker

  • Andreas Hyllgaardhus

  • Edwin Torbjörnsson

  • Kent Jøran Sivertsen

  • Mindaugas Barauskas

  • Pär Riihonen

  • Ivan Springborg Poulsen

  • Viktor Tingström

  • Michael Mogensen

  • Mattias Jönsson

  • Anton Östlund

  • Niels Heinsøe

  • Andreas Toft Jørgensen

  • Jani Keskinarkaus

  • Edgar Znutins