Den tidligere VM-semifinalist Andy Jenkins er blevet udelukket i elleve år fra al dart. Dette sker, efter at han er blevet dømt for kampfiksing i 12 kampe samt for at have spillet på i alt 88 kampe, mens han selv var aktiv. Jenkins skal også betale en bøde på over 500.000 kroner.
Det var mellem februar 2022 og juli 2023, at Andy Jenkins angiveligt manipulerede i alt 12 kampe i Modus Super Series, og han skal også have delt information om dette med andre spillere. Jenkins er også dømt for i samme periode at have spillet på i alt 88 kampe.
Andy Jenkins, som nåede toppen af sin karriere i 2007, da han kom i semifinalen ved VM, nægter sig skyldig i at have manipuleret de 12 kampe, han er anklaget for, men han indrømmer, at han har spillet på de 88 kampe, han også er anklaget for.
Men DRA (Darts Regulation Authority) dømmer altså Jenkins, selv om han nægter sig skyldig, og straffen bliver, at han udelukkes fra al form for dart i elleve år.
Straffen fra DRA er udarbejdet i samarbejde med den engelske spillemyndighed, som arbejder mod kampfiksing.
Andy Jenkins blev udelukket allerede i november 2023, da efterforskningen af hans potentielle kampmanipulation begyndte. Dette betyder, at straffen på elleve år er tilbagevirkende og starter fra november 2023, hvilket gør, at Jenkins tidligst kan vende tilbage og kaste dart igen i november 2035. Ud over de elleve års straf, Jenkins har fået for kampfiksing, får han også en udelukkelse på 12 måneder for at have spillet på i alt 88 kampe, mens han selv var aktiv. Denne straf udgør 12 måneder og vil ikke påvirke den samlede længde af straffen, da den vil blive afsonet i samme periode som udelukkelsen for kampmanipulation.
Andy Jenkins er den anden på kort tid, der får hårde straffe for at have manipuleret kampe inden for dart. Dartspilleren Prakash Jiwa blev tidligere i år udelukket for at have manipuleret fire kampe i Modus Super Series og for at have givet information til spillere om kampene. For dette fik han otte års udelukkelse og skulle betale en bøde på over 200.000 kroner.