Det blev en historisk dag ved Players Championship 6, hvor Beau Greaves skrev sig ind i dartens historiebøger som den første kvinde nogensinde til at lave en 9-darter på PDC Pro Touren.

Under Players Championship 6 fik publikum og seere verden over et særligt øjeblik, da Beau Greaves leverede det perfekte leg i sin kamp mod Mensur Suljovic. Greaves, som i år spiller sin første sæson som indehaver af et PDC Tour Card, åbnede leget med syv perfekte pile i triple 20, inden hun skiftede til triple 19 og afsluttede sikkert på double 12.

Efter kampen lagde Greaves ikke skjul på sin glæde over præstationen. Hun var stolt over at være den første kvinde til at præstere en 9-darter på Pro Touren, og især over at det skete på en bane, der blev streamet, så øjeblikket kunne følges af fans verden over.

Det skal dog nævnes, at Fallon Sherrock tidligere har lavet en 9-darter i en PDC-turnering, men dette skete på Challenge Touren. Sherrock har desuden også præsteret et perfekt leg i Modus Super Series.

Selve Players Championship 6 blev til sidst vundet af Gerwyn Price. Ud over Beau Greaves’ historiske øjeblik lykkedes det også Max Hopp at levere en 9-darter i løbet af turneringen. For Greaves sluttede turneringen i runden blandt de sidste 32, hvor hun måtte se sig slået af Alan Soutar.