Danmark bliver alligevel en del af årets World Cup of Darts i Frankfurt. Efter stærke præstationer på PDC Nordic & Baltic-touren er det nu officielt, at det danske landshold har sikret sig en plads blandt de 40 nationer ved turneringen.
Det står samtidig klart, at Danmark stiller med Andreas Toft Jørgensen og Jonas Graversen som årets duo.
For Andreas Toft Jørgensen bliver det et comeback på den internationale holdsene. Den danske profil repræsenterede også Danmark ved World Cup-turneringen i både 2021 og 2022, men vender nu tilbage efter et par års fravær.
For Jonas Graversen bliver mesterskabet derimod noget helt særligt. Danskeren skal nemlig for første gang nogensinde spille med landsholdstrøjen på den store PDC-scene og får dermed sin debut ved World Cup of Darts.
Danmark var ellers i fare for at misse turneringen for første gang i historien, efter at PDC tidligere på året offentliggjorde, at nationen ikke længere var direkte kvalificeret. Men de seneste resultater på PDC Nordic & Baltic-touren har ændret situationen, og nu er den danske deltagelse sikret.
Udtagelsen er baseret på spillernes indtjening på PDC Nordic & Baltic Pro Tour over de seneste 12 måneder. Samtidig har det været et krav, at spillerne har deltaget i minimum seks turneringer i perioden.
Andreas Hyllgaardhus, som sidste år spillede sammen med Benjamin Drue Reus ved World Cup of Darts, var tæt på endnu en udtagelse, men måtte denne gang se sig slået i kampen om en plads på holdet.
World Cup of Darts 2026 bliver spillet i Frankfurt fra den 11. til 14. juni, hvor Danmark nu får mulighed for at kæmpe mod verdens største dartnationer på den internationale scene.



