Danmark med Benjamin Reus og Andreas Hyllgaardhus havde chancen for at tage sig videre og havde alt i egne hænder før den afgørende kamp. Desværre blev det til et nederlag mod Malaysia, og Danmark må fortsat vente på at avancere fra gruppespillet i World Cup of Darts.
Benjamin Reus og Andreas Hyllgaardhus leverede en rigtig flot indsats i åbningskampen mod Canada. På forhånd var Canada favoritter, men de havde overraskende tabt deres første kamp mod Malaysia med 4-1. De gik derfor ind til opgøret mod Danmark med kniven for struben og var nødt til at vinde – helst med 4-0. Men det var i stedet Danmark, anført af Reus og Hyllgaardhus, som tog teten og besejrede Canada med præcis samme cifre som Malaysia: 4-1.
Sejren mod Canada betød, at vinderen af opgøret mellem Danmark og Malaysia ville gå videre til næste runde.
Danmark havde dermed alt i egne hænder for første gang nogensinde før den sidste gruppekamp. Og det startede godt – Danmark kom foran 1-0 mod Malaysia. Men herefter begyndte doublerne at svigte, og Malaysia udlignede og trak derefter fra for at vinde kampen med 4-1.
Drømmen om at komme videre fra gruppespillet brast dermed for Danmark, og årets World Cup of Darts-eventyr er slut for Benjamin Reus og Andreas Hyllgaardhus.