Luke Littler fortsætter med at skrive darthistorie. Den forsvarende mester genvandt titlen ved World Matchplay 2026 efter en overbevisende 18-9-sejr over Gerwyn Price i finalen.

Den blot 19-årige englænder levede fuldt ud op til favoritværdigheden. Gennem hele turneringen leverede Littler et niveau, som publikum i Winter Gardens aldrig tidligere har oplevet. Han dominerede modstander efter modstander og sluttede ugen med et nyt turneringsrekord i gennemsnit på imponerende 111,04.

Finalen begyndte perfekt for Littler. Ved stillingen 2-1 missede Gerwyn Price dobbelt 20 for et 145-checkout, og Littler straffede fejlen med en fantastisk 167-checkout til 3-1. Det blev kampens afgørende øjeblik, da Price aldrig for alvor kom tilbage.

Littler fortsatte med store checkouts gennem hele kampen og gav aldrig waliseren mulighed for at skabe spænding. Finalen blev lukket med et checkout på bullseye, hvilket var bemærkelsesværdigt, da Littler ikke havde ramt en eneste bullseye-checkout tidligere i turneringen. I finalen leverede han hele fire.

Ud over turneringsrekorden i gennemsnit forbedrede Littler også sin egen rekord for flest 180’ere i én World Matchplay-turnering. Den nye rekord lyder på 66 maksimale scores. Samtidig satte han rekord for det højeste gennemsnit nogensinde i en World Matchplay-finale.

Titlen indbragte £225.000 og betyder samtidig, at Luke Littler er den første spiller nogensinde til at passere £3 millioner på PDC Order of Merit.

Gerwyn Price måtte nøjes med andenpladsen, men de £125.000 sender ham op som nummer fire på verdensranglisten og gør ham til den højest rangerede waliser for første gang siden 2024.

Næste store turnering er World Series of Darts Finals i Amsterdam fra den 17. til den 20. september, inden World Grand Prix følger ugen efter.