Luke Littler fortsætter med at skrive dart-historie. Den 23. november 2025 vandt den 18-årige englænder Players Championship Finals 2025 efter en stærk finalesejr på 11-8 over Nathan Aspinall. Turneringen blev spillet i Minehead i England, og Littler leverede endnu en solid og kontrolleret præstation hele vejen igennem.

I finalen viste Littler med det samme, hvorfor han er verdensetter. Han holdt endnu engang et gennemsnit på over 100 og afgjorde kampen med en klinisk 88-checkout. Gennem hele turneringen imponerede han med kastsnit over 100 i hver eneste kamp. Hans laveste gennemsnit kom i tredje runde – imponerende 102,67 – hvilket siger alt om hans niveau.

Med sejren står Littler nu noteret for ni PDC-major titler. Det gør ham allerede til den fjerde mest vindende majorspiller i dartens historie.

Kun tre spillere har flere majors end ham: Phil Taylor, Michael van Gerwen, og James Wade.

At Littler kun har spillet to sæsoner på PDC-touren gør bedriften endnu mere spektakulær.

Hans 2025-sæson har været historisk stærk. At vinde seks majors på et enkelt kalenderår er noget, kun Phil Taylor og Michael van Gerwen har gjort før.

Littler går nu ind til Dart-VM 2026 om lidt over to uger som storfavorit. Spørgsmålet er: Bliver han den første siden Gary Anderson til at vinde to VM-finaler i træk? Anderson gjorde det i 2015 og 2016.