PDC Nordic & Baltic har tidligere på året annonceret en helt ny dartturnering: Jann Hoffmann Trophy – en hyldest til den danske dartpioner og grundlægger af PDC Scandinavian Darts, Jann Hoffmann. Det er nu også bekræftet, at vinderen af denne turnering vil modtage en direkte billet til VM i dart 2026.
Turneringen bliver en slags sæsonfinale og kulminationen på PDC Nordic & Baltic-touren, der i løbet af året besøger Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island og Letland. Når alle Pro Tour-events er afholdt, samles de 24 bedst placerede spillere fra ranglisten til Jann Hoffmann Trophy, som afvikles 3.-5. oktober 2025.
Allerede inden sæsonstart blev det annonceret, at turneringen ville finde sted, men nyheden om, at en VM-plads er på højkant, er en stor nyhed for nordisk dart. Dermed øges antallet af pladser til PDC’s verdensmesterskab for regionen fra to til tre. De to bedste på ranglisten kvalificerer sig automatisk, og nu kommer altså vinderen af Jann Hoffmann Trophy også med.
Ud over den eftertragtede VM-billet, vil der også være €18.500 i præmiepenge på spil i turneringen.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvor turneringen skal spilles, men datoerne ligger fast: 3.-5. oktober 2025.