Raymond van Barneveld har valgt at trække stikket midlertidigt fra dartscenen efter en længere periode med skuffende resultater og mentale udfordringer. Den femdobbelte verdensmester kommer til at springe store dele af PDC-kalenderen over i de kommende måneder for at forsøge at finde tilbage til både spilleglæden og sit tidligere niveau.

Efter Players Championship-turneringerne i Leicester mandag og tirsdag vil hollænderen skrue markant ned for antallet af turneringer frem til september.

Den tidligere verdensmester har haft svært ved at finde stabilitet i sit spil gennem længere tid, og resultaterne har været langt fra det niveau, som dartfans verden over forbinder med “Barney”.

– Jeg har stadig nogle opvisningskampe på programmet, og dem spiller jeg selvfølgelig. Men ellers tager jeg et skridt tilbage frem til september, fortæller van Barneveld.

Samtidig understreger den rutinerede hollænder, at beslutningen ikke betyder et farvel til sporten.

– Jeg kommer stadig til at vælge enkelte turneringer ud, men jeg springer flere events over. Det giver ingen mening at fortsætte sådan her. Ikke engang hvis det betyder, at jeg misser VM.

Frustrationen over den manglende form er tydelig hos den tidligere verdensetter. Ifølge van Barneveld handler problemerne ikke kun om pilene på scenen, men i høj grad også om det mentale aspekt.

– Min form er ikke bare lidt væk, den er fuldstændig væk. Det er virkelig, virkelig skidt, siger han.

Han sammenligner situationen med en skadet fodboldspiller, som får tid til at bygge sig selv op igen.

– En fodboldspiller bliver skadet, genoptræner og spiller reservekampe, før han vender tilbage til førsteholdet. Jeg føler mig kronisk skadet, især mentalt, og jeg kan ikke komme mig lige nu.

Trods modgangen er pension dog ikke aktuelt for den 58-årige dartlegende. I stedet håber han, at et miljøskifte til England kan hjælpe ham tilbage på rette spor.

Den 26. maj overtager van Barneveld nøglerne til sit nye hus i Milton Keynes, hvor han skal bo sammen med sin kæreste Julia. Planen er at pendle mellem Haag og England i den kommende tid.

– Folk skal ikke være nervøse for, at jeg stopper helt. Mine børn troede også det værste. Jeg kommer til at rejse frem og tilbage mellem Holland og England, men jeg udelukker ikke at bosætte mig permanent derovre, hvis jeg falder godt til.

Valget af Milton Keynes er langt fra tilfældigt. Mange af PDC’s floor-turneringer bliver afviklet i England, og dermed bliver rejsetiden betydeligt kortere for hollænderen.

Samtidig indleder van Barneveld også et nyt samarbejde uden for scenen. Fremover bliver han en del af Invictus Darts Management, hvor han skal arbejde sammen med Steve Mottershead, som tidligere har været manager for dartikonet Phil Taylor.

Van Barneveld håber, at de mange ændringer kan hjælpe ham med at afslutte karrieren på en bedre måde.

– Jeg vil ikke huskes som ham, der bare brokker sig. Jeg vil vinde turneringer igen, siger han.

Selvom perioden har været svær, tror hollænderen stadig på, at vendepunktet kan komme hurtigt.

– Det kan vende fra den ene dag til den anden. Men nogle gange føles det, som om alle spiller deres bedste dart mod mig.